Detektorhobbyen begyndte for alvor i løbet af 1980’erne, hvor mere brugsrigtige og brugervenlige metaldetektorer kom på markedet. Anskaffede man sig en detektor, kunne man tage på skattejagt.

Blandt arkæologer, blev dette set som et alvorligt problem. Man frygtede, at hobbyen ville føre til gravrøveri og natlige plyndringer af udgravninger, ligesom det var tilfældet i England, samt at en ”tøjlesløs” opgravning af fortidslevn foretaget af ikke-kyndige ville betyde, at fundenes videnskabelige værdi nedsattes betydeligt. 

Metaldetektoren var kort sagt, ikke velset i arkæologiske kredse. Arkæolog Christian Fischer skrev sågar, i 1983, en kronik til tidskriftet Skalk med overskriften, ”Den har fanden skabt”.

Kommet for at blive 

Men metaldetektorerne var kommet for at blive, og museumsverdenen var derfor nødt til, at komme med en løsning på, hvordan man undgik en realisering af de fremsatte skrækscenarier.

Oplagt, var et totalt forbud som man kendte andetsteds fra, bl.a. Sverige, men i stedet, klogt set i bakspejlet, udsendte Nationalmuseet og Fredningsstyrelsen, i dag Naturstyrelsen, i forening en pjece som advarede mod misbrug og lagde op til et samarbejde mellem museerne og detektorbrugerne.

Samtidig valgte rigsantikvar Olaf Olsen, at styre detektorarkæologien ved hjælp af Danefæloven. Danefæ er en betegnelse for herreløst gods, og kan f.eks. dreje sig om en møntskat. Allerede i henhold til middelalderens lovgivning tilhørte sådant gods kongen, dengang udelukkende af økonomisk interesse. Sidenhen overtog Nationalmuseet kongens rolle, og nu sattes fundenes kulturhistoriske værdi i højsædet. Danefælovgivningen giver borgerne tilladelse til, at finde og indsamle oldsager på landets marker og strande, så længe at særlige fund bliver overdraget til Nationalmuseet mod passende dusør, da de anses for offentlig ejendom. Danefæ er for det meste genstande fra forhistorisk tid og middelalderen, men behøver egentlig kun at være 100 år gamle, hvis det drejer sig om ædelmetal eller depotfund, dvs. op til flere sager samlet, ellers skal de være fra tiden før 1536. 

I takt med detektorernes udbredelse justerede man den administrative praksis, så det ikke længere kun var ædelmetaller, hvilket det havde været hidtil, men stort set alle metalsager fra oldtiden, der blev sikret ”overlevelse”. De blev uagtet sjældenhed, størrelse eller bevaringstilstand, erklæret for danefæ. 

Vigtigt metodisk fremskridt 

Inden længe kom det efterhigede samarbejde, og de fordringsfulde udtalelser blev gjort til skamme. De forløbne årtier, har vist detektorarkæologiens formåen, som ikke har båret andet end succes.

Den positive udvikling skyldes i høj grad danefælovgivningen, men samtidig har det haft stor betydning at detektorarkæologerne har kunnet indlevere deres fund via lokalmuseerne. Derved er der blevet skabt tætte samarbejder mellem fagfolk og amatører landet over, og detektorbrugere tilkaldes ofte når museale søgegrøfter eller udgravningsfelter skal afsøges. 

Mange nye metalrige pladser er blevet opdaget, mens gamle kendte er blevet mere omfangsrige. Detektorarkæologien har medført en markant fundforøgelse, hvilken har omlagt arkæologernes forståelse af visse genstandstyper, det gælder specielt fibler (dragtspænder) og andre smykker fra yngre jernalder og vikingetid, der før blev anset som sjældne, på trods af deres utvivlsomme almindelighed. Med andre ord har de utallige detektorfundne sager fra perioden, givet et større og bedre indblik i den materielle kultur. Et specifikt eksempel herpå er de såkaldte karolingisk-ottonske emaljefibler, som i stadig stigende grad bliver mere almindelige og udbredte på vikingetidens bopladser i det ganske land.

Karolingisk-Ottonsk emaljefibel

Metaldetektoren har revolutioneret dansk arkæologi, og er uden sammenligning det vigtigste metodiske fremskridt siden gravemaskinen vandt indpas på udgravningspladserne i 1970’erne.

Litteraturliste:

Eriksen, Palle m.fl. (2009): ”Vikinger i vest – vikingetiden i Vestjylland” Jysk Arkæologisk Selskab. Henvisning: (Eriksen, 2009; 34 ff.).

Museum Sønderjylland: ”Danefæ”. Hentet fra: http://www.museum-sonderjylland.dk/SIDERNE/Museerne/Arkeologi-Haderslev/01a-Danefae.html d. 22-02-2013.