Mulighederne er mange, når man vil anskaffe sig en metaldetektor; de findes i alle mulige afskygninger og i alle mulige prisklasser. Den mest udbredte metaldetektortype blandt landets detektorarkæologer p.t., er den franske XP Deus.

Danmarks specialbutik indenfor udendørs metaldetektering hedder Detektorshop og drives samt ejes af Jesper Hansen. Butikken har et kæmpe udvalg af metaldetektorer og nødvendigt tilbehør, ekspertisen er høj, servicen god og leveringen hurtig. Se nedenstående link:

Detektorshop: http://www.detektorshop.dk/default.asp

Lovgivning man skal være bekendt med

Inden man giver sig i kast med metaldetektorhobbyen, skal man sætte sig ind i den dertil relevante lovgivning. Metalgenstande, der er fundet med metaldetektor er ofte danefæ, og skal i så fald indleveres til Nationalmuseet. Afsøgning bør kun ske med tilladelse fra lodsejeren eller forpagteren, og må ikke finde sted på fredede fortidsminder, dvs. gravhøje, voldsteder m.m., eller i statsskove.

På Nationalmuseets hjemmeside finder du alt værd at vide om danefæ: http://natmus.dk/salg-og-ydelser/museumsfaglige-ydelser/danefae/

Kontakt til det lokale museum

Et detektorfund, der skønnes at være danefæ, skal som bekendt indleveres til Nationalmuseet, men i stedet for at tage turen til København, kan indleveringen med fordel ske via lokalmuseet. Fundindlevering gennem det lokale museum kan nemlig give anledning til et tæt samarbejde, hvoraf begge parter har gavn. Detektorarkæologen kan finde en mængde genstande af metal, som man ellers aldrig ville finde ved arkæologiske udgravninger. Museerne er derfor meget glade for ”detektorfolket”, og bistår gerne med forskellige redmedier, der er nødvendige for at kunne foretage en fyldestgørende registrering af sine detektorfund, det gælder bl.a. fundposer, fundæsker og manillamærker. Desuden kan detektorarkæologen opleve at blive tilkaldt, når lokalmuseet har brug for, at få deres søgegrøfter eller udgravningsfelter afsøgt.

Medlemskab i en forening

Der findes en række foreninger af amatørarkæologer i Danmark, både lokale og landsdækkende. Mange heraf har tilbud om fællesture og foredrag, og et medlemskab giver således én mulighed for at dele viden og oplevelser med ligesindede. Se de nedenstående links:

Detektorklubben Tellus: http://www.detektorklubben.dk/forside.html

Harja Arkæologisk Forening: http://www.harja.dk/news.php

Thy-Mors Detektorforening: http://www.thy-morsdetektor.dk/php-files/viewpage.php?page_id=3

Midtjysk Detektorforening: http://midtdetekt.dk/

Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer: http://www.arkaeologi-sda.dk/

Det er værd, at fremhæve de to foreninger Detektorklubben Tellus og Harja Arkæologisk Forening, der årligt i fællesskab siden 2010 har afholdt træffet Bifrost, hvor systematik er i højsædet. Du kan læse meget mere om træffet på foreningernes hjemmesider.

Profil i et forum

På nettet findes der i dag en række hjemmesider, såkaldte forummer, hvor både detektorfolk og arkæologer fra hele Norden er repræsenteret. Forummerne benyttes mest af alt til at uploade billeder af nyligt gjorte fund, hvortil sidens brugere kommenterer; de gratulerer og deler med glæde ud af deres viden om den pågældende genstand. Det er gratis at oprette en profil. Se de nedenstående links:

Detecting People: http://www.detectingpeople.dk/index.php

Nordek: http://www.nordek.net/

Hvor skal man søge?

En egentlig opskrift på succes med detektoren eksisterer ikke, selv den tilsyneladende bedste mark kan være uden afkast, mens der på den fladeste, kedeligste mark kan vælte op med fund. Med det sagt er nogle marker dog mere oplagte end andre. Når man skal finde en i teorien god mark til detektorafsøgning, kan man ty til en række forskellige hjælpemidler. Landskabet er en af dem. Oldtidens bopladser findes oftest langs åer eller på anden vis i nærheden af ferskvand, på bakkeskråninger, der vender mod syd. Adgang til ferskvand har til alle tider været en betingelse for liv, og i oldtiden, hvor der af gode grunde ikke var lagt centralvarme i husene, muliggjorde en placering på en sydvendt skråning, en fuld udnyttelse af solens varme. Et andet hjælpemiddel, som landets detektorarkæologer i den grad har taget til sig, er brugen af luftfoto til at finde marker med spor efter oldtidsbebyggelse. På luftfotos kaster heldige lysforhold skygger, hvilket synliggør gamle nedgravninger. Dertil kommer at nedgravningerne ofte har ændret de lokale dræningsforhold. Fugtigheden i jorden er derfor anderledes indenfor det gravede område end udenfor; dette ses i vegetationen samt i de enkelte planters størrelse og farve. Internetsiden http://kort.arealinfo.dk/ er fantastisk når man vil studere luftfotos. Nedenstående er et eksempel på en lokalitet, der er fundet ved hjælp af luftfoto.  

  Vikingetidsbebyggelse ved Lydum

I kornet ser man tydeligt sporene efter vikingernes bosættelse. Den tilnærmelsesvis skibsformede aftegning i billedets midte er et såkaldt Trelleborghus kendetegnet ved sine buede vægge, mens de cirkulære pletter er værksteder, der i fagsproget kaldes grubehuse. Desuden er der antydning af meget andet. Ved en detektorafsøgning på stedet fremkom som det bedste en forgyldt skivefibel fra 900-tallet.

 Skivefibel ornamenteret med et firdelt knudemønster

Også stednavne kan være nyttige. De oplyser nemlig en del om hvad der har været på steder i gamle dage. De er med andre ord ”sproglige fortidsminder”, der indeholder en beskrivelse af en lokalitet. Detektorarkæologen kan blandt andet bruge stednavnene til at fastslå hvornår landsbyer er opstået. Landsbyer der er anlagt før vikingetiden, vil typisk have endelserne -um, -ing, -sted eller -lev, mens vikingtidens byer ofte ender på -by, -toft eller -torp. I middelalderen voksede folketallet og man skaffede sig plads ved at rydde skovene, og dette kan netop stednavnene fortælle os om. Lettest er det at se på navne der ender på -rød (findes især på Nordsjælland), der ligefrem betyder rydning, og endnu flere stednavne ender på -rup, der betyder noget med udflytning, hvilket ganske enkelt var det, der skete dengang. Der er også de stednavne der sigter til fortidsminder eller andet af kulturhistorisk interesse, og som kan bruges til at påvise forsvundne fortidsminder og ”skjulte” arkæologiske lokaliteter. Det drejer f.eks. om de mange navne, der har endelsen -høj, hvilke fortæller at der hér har lagt eller stadig ligger en gravhøj. Sidst er der de stednavne, der kan bruges som kilde til aspekter af samfundsstrukturen, dvs. samfundets elite, religion, retslig udøvelse, militær og forsvar og handel og håndværk. Navne indeholdende ordet ”lad” siger eksempelvis noget om, at der er foregået handel, og navne indeholdende ”smed”, at der har været håndværksproduktion. Databasen over arkæologiske monumenter og fundsteder i Danmark http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/ er også meget god, da den giver et overblik over, hvad der tidligere er fundet rundt omkring på de forskellige marker.

Hvad er det? – tid, sted og anvendelse  

Det kan til tider være meget vanskeligt sådan på stående fod i marken, at bestemme hvad det er for en ting man har at gøre med, specielt som nybegynder. Det er derfor en rigtig god ide, at studere fundbilleder på hjemmesider eller i fagbøger og forsøge at lære de forskellige genstandstypers kendetegn og datering at kende, inden man tager i marken. Politikens håndbog ”Jeg ser på oldsager” er et smart lille opslagsværk, som bør være fast inventar hos en hver seriøs amatørarkæolog. Med tiden får man en evne til at bedømme om en genstand er danefæ eller ej, men selv den mest garvede detektorfører kan være i tvivl og tage fejl.

Detektorfund – registrering

Detektorfund til indlevering skal registreres grundigt, og derfor skal man foruden detektoren og spaden anskaffe sig en håndholdt GPS, inden man tager i marken. Når man afdækker et fund, der skønnes at være danefæ eller andet af kulturhistorisk værdi skal der tages et nøjagtigt koordinat af fundstedet. Det er vigtigt at have afklaret med lokalmuseet hvilket GPS-system koordinatet skal tages i, så deres arbejde med videre registrering gøres lettere. Det skal hertil siges, at det ikke er for arkæologernes skyld man indmåler et detektorfund, men for at give den fundne genstand en kontekst. Fundet kommes i en lille lynlåspose og der vedlægges en seddel eller et manillamærke, med navnet på finderen, datoen og vigtigst af alt koordinatsættet (skriv også gerne matrikelnummeret ned, på den måde kan museet sikre sig, at koordinatsættet passer). Skriv med blyant, så undgår man at teksten tværes ud, hvilket den er tilbøjelig til at gøre hvis der skrives med kuglepen eller tusch. Nogle museer foretrækker også, at lidt jord fra opgravningshullet kommer med, så fundet ikke tager skade af den pludselige forholdsændring. Er man bare det mindste i tvivl om en genstand, bør man komme fundet i pose og foretage en indmåling.

Med hensyn til håndteringen af fund, bør man være forsigtig, man kan hurtigt ødelægge mere end hvad godt er. Med det sagt sker der intet ved at børste jord af med en blød pensel, der eventuelt er dyppet i lidt vand. Men lad være med at skylle sagerne under vandhanen. Belægningen på metallerne kan være meget skrøbelig, og der skal derfor ikke meget til for at den ødelægges. Opbevarer man fund hjemme i en længere periode, anbefales det at disse kommes i en æske med låg og anbringes i køleskabet. På den måde sikres metallerne de bedst mulige forhold.